Update fra 9.

Her til morgen er vi mødt ind til, hvad vi troede var 3 timers intravenøs medicinering, men som i går viste sig at være hele 6 timer. Det bliver nu hverdagen, at sidde på vores 4-sengsstue på 9. sal, med et drop i armen og læse bøger, se film, spille kort, tale kinesisk (håndtegn) med sygeplejesker og patienter, hente frokost på grøntmarkedet, opdatere bloggen og gå tur på gangen med stativet. (Nej, ikke Christian - dropstativet) ;-)
Alle er meget søde og hjælpsomme. Vi bliver budt på smagsprøver fra de andre pårørendes madpakker og de vil meget gerne vide mere om os og hvorfor vi har valgt at besøge deres land. En ung kvinde fra den sydlige del af Kina er her med sin cancer syge mor. Hun har trods utallige cancerhospitaler i Sydkina, bl.a. det blandt danskere kendte Fuda, valgt at rejse tusinder af kilometer nord på til Tianjin, for at få den bedste behandling. Hun taler lidt engelsk og vi håber på at hun vil tage os med ned på gaden i frokostpausen og vise hvad og hvordan man køber ind til frokost. Her på hospitalet skal man have alt med selv. Toiletpapir, mad og drikke, ovs. Kineserne slæber madpakker med fra gadekøkkener rundt om hospitalet; varm suppe og gryderetter i plastikposer, spande med nykogt ris eller nudler, og alverdens snacks, dumplings, wraps og omeletlignende sager. I går blev vi budt på sesammarinerede andehalse. Ganske velsmagende.